At netop Wanda og Henning skulle ende med at blive forelskede, er vel lidt af et mirakel. De to unge karrieremennesker har godt nok gået på samme skole, men deres studier og arbejdsliv har været præget af globalt udsyn og hele verden som legeplads. Deres bryllup bar også præg af det internationale – der var gæster fra Norge, Portugal, Israel og Indien – for bare at nævne et par af de lande, jeg lige kan huske.
Bryllup i Hamborg.
Dagen startede med at jeg fik lov at følge Wanda mens hun blev gjort klar. Jeg kan ikke anbefale nok at få den del af dagen med. Der er i forberedelsesfasen en stilhed før storm, der så fint lader sig omsætte til billeder fyldt med forventning og spænding. Wanda blev gjort klar i moderens fantastiske lejlighed midt i Hamborg. Lyse vægge, minimalistisk indretning og – halleluja ! – en åben terrasse midt i lejligheden. Et sandt slaraffenland af lys og rolige baggrunde – perfekt til at iscenesætte den smukke brud i forgrunden.
Efter vielsen gik det videre til Zollenspieker Fährhaus, hvor festen blev holdt i de fine lokaler lige ned til Elben. Photobooth’en havde jeg med igen – den er efterhånden ved at blive en fast del af bryllupsdækningen.
Parret skrev efter at have modtaget billederne:
“Vielen lieben Dank für die WUNDERSCHÖNEN Fotos, wir sind absolut begeistert!”
Skriv et svar